Gorm Eriksen
Af Alice Fanøe, Kunsthistoriker

Den heftige ekspressive brug af farver er netop Gorm Eriksens kunstneriske bomærke. Han fører penslen med skiftende farve i hastigt glidende eller abrupt afbrudte strøg over lærredet. Det er de indre billeder, som kunstneren vil synliggøre. Billeder som presser sig frem fra de ubevidste lag i menneskesindet.

Gorm Eriksen arbejder helt bevidst med denne proces. Han bruger meditation, hvor han efter års træning har lært sig at bringe sindet i meditativ tomhed, for der igennem at frigøre sig de underbevidste energier, som vi alle har i os, og som vi ikke selv er herrer over.

I hans maleri fornemmer man kampen med stoffet – der er en fysisk nærværenhed i billedernes figurationer, som er bygget op af stærke farver og dansende rytmiske bevægelsestegn i sorte strøg. Det er i tegningen, billedets dramatik fremkommer, og farveklange underbygger og forstærker udtrykket. Farvernes værdi og deres påvirkning af den menneskelige psyke og dermed selve farvens væsen interesserer ham i særlig grad. I nogle billeder tager formen karakter af ansigter og figurationer, som repræsenterer arketypiske gestalter af det gode, det onde, det lidende eller det frydefulde – en evig dualisme, det lyse og det mørke, som forholder sig til hinanden i en voldsom spænding. I løbet af billedets tilblivelsesproces arbejder han på forskellige planer af ubevidst og bevidst skabelse. Han søger billedets handling, dets dynamiske kraft i sindets mere ubevidste lag og først ved billedets afslutningsfase, styrer han ind på det helt bevidste plan, hvor analyserende og intellektuelle ræsonnementer bærer frem til billedets konklusion.